res, kaldes Due Dalen. Sand og Leer ere ellers de almindeligste Jordarter her paa Stedet, hvorimod Muld-Jorden er meere rar. Aarsagen dertil er nok ingen anden end denne, at hvor Elven nu har sit Løb har før været en Fiord eller Arm af Havet, som da har bragt denne Sand og Leer med sig. Til Beviis vil jeg kun anføre dette, at Sand-Jorden heele 2 Mile op fra Elvens nu værende Udløb er opfyldt af mangfoldige havskiel, saasom: Mytilus edulis, Mytilus barbatus, Anomia Patelliformis, Cardium edule, Mya truncata, Venus cafina, Nerita marina, Turbo littoreus, Buccinum undatum, foruden manfoldige Tubi vermiculares og store stykker af Madrepora pertula, hvorved dette er mærkeligt, at just disse antreffes alle meget hyppigt ved Søekysten i Bergens Stift, hvor jeg før boede, hvorimod jeg ikke veed, om de falde ved Søekysterne her i Stiftet (*), da jeg ey har haft Anledning at undersøge det.

§ 10.

Skoven er i dette Præstegield for det meeste udrøddet, eller i det mindste meget medtaget, ved Anledning af den stærke Udførsel af Træelast, samt den megen Veed og Kul, som bringes til Værkerne. Men ligesom Skoven har aftaget, saa er igien Jorden til Ager og Engbund oprøddet. Nogen Fyrre- og Granskov har man vel endnu, men det meeste som her igiennem udskibes og paa Sav-Møllerne skiæres, kommer dog fra Oplandene. Af Løv-Skoven betiener man sig, deels til Veed og Kui-Brænden, deels at samle Løvet af til Foder for Kreaturene.

§ 11.

De mærkværdigste Urter ere Acorus calmus, Acrostichum ilvense &- septentrionale, hvilken sidste bruges med Nytte mod Beenbrud, Alisma plantago, Anchusa officinalis, Aquilegia vulgaris, Astragalus alpinus, Bidens tripartita, Carvi i stor Mængde,